Forbløffende redning
Kvindelig bilist opdager noget på den
anden side af gaden – og løber straks hen
Hvad hun ser, får hende til at stivne af rædsel...
Cold kalder man området, fordi det kan være klamt. Hawaii kalder man det, fordi det egner sig supergodt til at surfe. Derfor kalder man kysten ved Vorupør „Cold Hawaii“. Cold Hawaii ifører sig gerne en særlig form for tåge, som thyboer kalder havgus. Den smager som saltet sild uden sild. Blot man åbner munden og kører tungen hen over læberne, smager man havsalt.
I går, lørdag, lå Cold Hawaii begravet under en hushøj dyne af havgus. Så blev folk i deres feriehuse ramt af en kedsomhed, der er lige så farveløs, lige så grå og lige så monoton som den fugtige gus, der kommer fra Vesterhavet.
Kl. 16 drejede en ældre Volvo ind på parkeringspladsen overfor stjernekirken i Vorupør. En kvindelig feriehuslejer steg ud. Hun kedede sig og ville trøsteshoppe. På vej til butikken lagde hun mærke til en gylden skygge. Den syntes at bevæge sig på den anden side af gaden bag kirkemuren. Hun kiggede nærmere på skyggen og undrede sig over, at den løb helt lydløst gennem tågen.
„Det må være en golden retriever,“ tænkte hun. „Den tilhører en af de mange turister og er løbet vild. Jeg er nødt til at hjælpe.“
Hun krydsede gaden mellem butikken og Vorupør Kirke. Da hun nåede muren, stivnede hun af skræk.
På murens anden side var pludselig tre gyldne skikkelser. De var ikke golden retrievere, men fuldvoksne hanløver med kraftige manker. De farlige rovdyr brølede højt og styrtede sig over hende. Forbavsende nok følte hun sig pludselig lettet. Med ét var livet ikke kedeligt længere, tværtimod blev det rigtig interessant og spændende. Løverne gjorde hende ikke noget. De legede kun. Efter et par minutter vendte de sig i retning af kirken og sprang ind i våbenhuset.
Kort efter stak præsten hovedet ud, kiggede sig omkring og lukkede så kirkedøren indefra.
I betragtning af den lukkede dør fattede hun mod igen. Forsigtigt trådte hun nærmere og kiggede gennem dørens glasrude.
Der var ingen løver. I stedet stod præsten i våbenhuset og ordnede skrifter og salmebøger.
Hun bankede på.
Præsten kom til døren.
„Stop,“ skreg hun bange, „hold den lukket! Jeg så tre farlige løver løbe ind i kirken!“
Præstens svarede inde fra våbenhuset: „Glæd dig! Så kan du se mere end andre!“ Trods morens vilde protester, åbnede præsten.
Tøvende gik hun ind i våbenhuset..
„Ingen vilde løver,“ smilede præsten og viste hende hele kirken
„Men jeg har set dem!“
„Respekt!“ sagde præsten. „Kun ganske få kan se dem!“
„I skjuler altså virkelig løver her inde?“
„Inde i kirken?“ sagde præsten. „Nej! Inde i bogen? Ja!“
„Bogen? Hvilken bog?
„Den her.“ Præsten tog „Roaaar Brøøøl“ fra hylden, åbnede bogen og viste hende en side med et billede.
„Var det de her løver?“
Hun var paf. „Ja, det var de tre!“
„Så har du oplevet noget fantastisk“, sagde præsten. „Det er Lille You's løver – helt særlige dyr! Normalt kan ingen se, hvordan de forlader bogen.“
„Og hvorfor har de styrtet sig over mig?“
„For at frelse dig!“
„Frelse? Fra hvad?“
„Fra din indre havgus, gråheden i dit sjæleliv. Fra at du keder dig! Når vejret i hjerterne bliver diset og koldt og kedeligt, vågner de til dåd. Så går de på jagt efter dårlige følelser. De er skabt til det. Kedsomheden er deres yndlingsbytte!“
***