The Tribe

I navnløse århundreder levede et hemmeligt broderskab blandt jordens mange beboere, som ud over at være dentmest frygtindgydende også var det mest elskværdige. Broderskabet blev kaldt "The Tribe" – "stammen". Den kunne være så skrækindjagende, at alle fjender flygtede. Så dødbringende, at alle modstandere blev tilintetgjort. Så tiltrækkende, at millioner begyndte at elske den. De blev stammens slaver, tjenere og bedste venner. Nærmest bevidstløst adlød de stammens ord.

En af broderskabets evner var mest udviklet. Til forskel fra andre på planeten formåede "The Tribe" at tusinddoble, endda million- og milliarddoble de fysiske og åndelige evner, den genetiske arv stillede til rådighed.

Stammens urfædre havde overleveret hellige skrifter, som berettede om en udødelig fortæller i tidernes morgen. Han fortalte en historie, der blev til urskriftet over alle urskrifter. Stammen sagde: "All history is His story." Historien var så stor, at man kaldte den "verdenshistorien". Alle og enhver var figurer i den. Mange i stammen tilbad den store fortæller og kaldte ham Gud.

Stammen sagde, at den guddommelige storyteller havde udvalgt den frem for alle andre stammer på jorden ved at skænke den lighed med guddommen – "guddommelighed". Og storytelleren talte med hele stammen, som var den ét menneske, og kaldte den "Adam", hvilket betyder Menneskeheden. Og stammens slaver, tjenere og venner blev kaldt husdyr, kvæg og kæledyr.

Den store storyteller ville have, at stammen skulle ligne ham. Han gav stammen en sprog- og fortællekraft, der overgik alle andres sprogevner på jorden, uanset om de havde ben, vinger, finner, tentakler eller, om de krøb på maven. Ved hjælp af sin sprogevne hævede stammen sig til at være hersker over de andre levende væsener på planeten, selv over junglens og luftens konger – løven og ørnen.

Stammens kreative tekstkundskab skulle være et billede på den store storyteller eller, sagt med hans egne ord: "Lad os skabe Menneskeheden som et billede på mig, i lighed med mig!" Sprogevnerne hjalp stammen til mere og mere at udvikle forbavsende kunster og teknikker. Stammens indfødte havde ingen finner, men snart kunne de svømme dybere og hurtigere under vandet end fiskene. Stammens indfødte havde ingen vinger, men snart kunne de flyve højere og hurtigere end fuglene. Deres kunnen på jorden nåede uanede højder, skønt det hele var "useless", fordi alle i stammen måtte dø som dyr.

Læsning og forskning i stammens hellige urskrifter, endda i selve Urskriftet der rummer alt og alle – verdensaltet, naturen, verdenshistorien –, er en af stammens fornemste bedrifter. Forksningsresultaterne bruges til selv at fortælle for således at være et billede på den store storyteller. Gårde og huse, matematiske teorier og maskiner, computere og smartphones, korthistorier og romaner – alt hvad stammen producerer, skabes ved det fortællende ord. Først er der en idé, en drøm, en vision eller, tekstlingvistisk sagt: en kognitiv historie, en fortælling, der spirer i hovedet. Nogen begynder at fortælle sig selv en kognitiv historie på baggrund af sin mere eller mindre gode viden om Urskriftet. Det er ophavet for stammens højere kreativitet. Jo mere en kognitiv historie udvikles i det indre, jo stærkere vil den blive til virkelighed, uanset om denne virkeligheden er åndelig, fysisk eller begge dele.

The art of storytelling – kunsten at fortælle kognitive og litterære historier – virkeliggøres bedst, når der tages de redskaber i brug, som sprogteknologi, tekstlingvistik, hermeneutik, hjerneforskning og praksisorienteret tekstkreativitetsteori stiller til rådighed.

Den dag i dag studerer stammens indfødte Urskriftet – den store storytellers verdensfortælling – og prøver at producere egne historier, der beskriver og afbilder brøkdele af den.

Mose. Markus. Mohammed. Homer. Vergil. Dante. Shakespeare. Moliere. Goethe. Schiller. Archimedes. Euklid. Galilei. Newton. Hilpert. Det er nogle navne, som står for forsøget at fortælle en del af Urskriftet ved hjælp af tegn så som tal, formler og bogstaver.

Alexandre Dumas. H. C. Andersen. Edgar Allan Poe. Conan Doyle. Karen Blixen. Colin Dexter, P. D. James… Det er eksempler på nogle forfattere, som forsøger at fortælle en del af Urskriftet på en mere populær facon.

Med sammenhænge som disse beskæftiger sig eksperter som den amerikanske tekstlingvist Labov, Europas store sprogfilosof Hans-Georg Gadamer, genesiskommentatoren Claus Westermann og mange andre på hver deres måde.

P. D. James og Colin Dexter efter foredrag i Oxford (Foto: Anne Marie Nande Kraft)